Mahmoud Darwish (1942-2008) er Palæstinas nationale poet og er sandsynligvis den mest samlende figur for palæstinenserne. Han blev født i landsbyen Birwa i det nordlige Palæstina seks år inden Israels oprettelse og oplevede som barn at blive flygtning i sit eget land. Allerede som meget ung sluttede han sig til det israelske kommunistparti, der accepterede palæstinensiske medlemmer og anerkendte den palæstinensiske tilstedeværelse i Palæstina/Israel. I 1971 forlod Darwish landet og kom via Moskva til Kairo, for i 1972 at slutte sig til PLO i Beirut. I 1982 forlod han Libanon efter at PLO var blevet trængt ud af israelerne. Herfra rejste han til Tunis, sidenhen til Paris og efter Osloaftalen i 1993 og frem til sin død i 2008 boede han skiftevis i Amman og Ramallah.

Darwish debuterede i 1960 og udkom med mindst 23 digtsamlinger. Han fik sit gennembrud med samlingen Olivenblade (1964), hvorfra hans kendteste digt “Bitaqat huwiyya” (ID kort) stammer. Digtets popularitet hænger sammen med at det udfordrer besættelsesmagten og sætter ord på den fattigdom, der var blevet især de palæstinensiske bønders lod efter 1948. Den udfordrende tone er gennemgående i digtsamlingerne frem til 1970. I mange af digtene stilles bl.a. israelernes manglende organiske tilhørsforhold til landet op som en modsætning til palæstinensernes intime kendskab til Palæstinas jord, steder og natur. Darwish er sig sit publikum og deres livsvilkår bevidst. I digtet Ashiq min Falastin (En forelsket mand fra Palæstina) (1966) tager han sine læsere og tilhørere med gennem en række poetiske billeder, hvor digteren, digtet og sangen er smeltet sammen med landet og dets forarmede befolkning. Palæstina er en torn i hjertet som digteren nødvendigvis må tilbede.

Kendetegnende for digtene i denne periode (1960-1970) er at der er en stærk sammenhæng mellem ord, tanke og poetisk form. Darwish var gennem hele sit (poetiske) liv eksperimenterende, og han skrev både rimet poesi, taf´ila (dvs. poesi, der følger bestemte og velkendte versemetre, men som ikke rimer), poetisk prosa og prosapoesi.

Beirutdigtene (1973-1982), samlet i fire digtsamlinger mister denne sammenhæng. Digterjeget er splittet, teksterne indeholder konstant modsætninger og er indimellem uforståelige. Frustrationen over modstandskampens nytteløshed stiger samtidig med at krigen i Libanon udvikler sig og håbet om tilbagevenden til Palæstina forsvinder.

Efter Beirut udkommer der mere end ti digtsamlinger fra Darwish’ hånd. Sproget bliver mindre kompakt, mens den poetiske intensitet igen når flere højdepunkter. F.eks. i de på en gang subjektive og kollektive erindringsbilleder i digtsamlingen Hvorfor lod du hesten være alene (1993) hvor vi gennem barnets øjne genoplever flugten til Libanon i 1948 (Darwish var blandt de tusindvis af palæstinensere, der vendte tilbage til Palæstina i løbet af de første to år efter 1948, hvor han kom til at leve som internt fordrevet flygtning) og i langdigtet Jidariya (Vægmalerier) fra 2000 der kredser om en nærdødsoplevelse digteren havde efter et hjertestop.

På dansk findes samlingen En tilstand af belejring ((حالة حصار، 2002, der er udgivet på forlaget Politisk Revy.